Nyhed

Meld et benspænd – hvilke barrierer bøvler I med i jeres forening?

Kender du frustrationen ved at skulle bruge din forenings tid og energi på papirarbejde og bøvl? River du dig i håret over regler der ikke giver mening, når du egentlig gik ind i det frivillige arbejde for noget helt andet? Kulturministeren har inviteret alle frivillige og alle foreninger til at ”melde et benspænd.”

Hvilke benspænd bøvler I med i jeres forening?

Kulturministeriet har igangsat en ny undersøgelse, som skal afdække barrierer og bureaukratiske udfordringer i foreninger rundt i Danmark. Formålet er at lempe byrderne ude i foreningerne og gøre det lettere at være frivillig.

Som en del af initiativet har kulturministeriet oprettet e-mailen meldetbenspaend@kum.dk, hvor alle frivillige opfordres til at skrive ind med de barrierer, bøvl og benspænd, de oplever i foreningslivet. Det er muligt at skrive ind frem til 15. juni.

Ministeriet skriver blandt andet:

"Kulturministeriet giver nu alle frivillige og alle foreninger muligheden for at ”melde et benspænd”.

Har din forening - eller du som frivillig eller foreningsaktiv - oplevet en lovgivningsmæssig eller bureaukratiske byrde, der spænder ben for lige netop jeres foreningsarbejde? Eller har du en god idé til, hvordan jeres administrative opgaver kan forenkles? Så modtager Kulturministeriet meget gerne input fra jer."

Læs hele kulturministeriets pressemeddelelse her