Nyhed

I dag tiltræder det nye frivilligråd – se de nye medlemmer!

1. april er officiel tiltrædelsesdag for Frivilligrådets nye medlemmer. Formanden hedder fortsat Anna Bjerre. Hun ser frem til samarbejdet i det nye råd om at styrke den frivillige sociale sektor i Danmark.

På en dag hvor nyhedsbilledet ellers er præget af aprilsnars-historier, bringer vi en nyhed, du roligt kan regne med: I dag tiltræder det nye frivilligråd bestående af 12 medlemmer fra den frivillige sociale sektor.

Formand for rådet er GirlTalk-stifter og -direktør Anna Bjerre, der tidligere på året blev genudpeget til rollen af social- og ældreminister, Astrid Krag. Frivilligrådets formand ser frem til samarbejdet i det nye råd:

”Jeg glæder mig meget til at møde det nye råd og tage fat på arbejdet. Der bliver masser at gå i gang med, og jeg er glad for, at vi i rådet er bredt repræsenteret af hele den frivillige sociale sektor. Det giver os en solid platform til at formulere de mål, vi ønsker at forfølge – og et stærkt mandat til at nå dem,” siger den genudpegede formand.

Rådet mødes første gang d. 21.-22. april til et strategiseminar. Forud for det har formanden planlagt samtaler med de nye medlemmer:

”Det bliver rigtig godt at komme i arbejdstøjet, når vi mødes senere på måneden, hvor de første spadestik til rådets nye strategi skal tages. Jeg ser frem til mange gode drøftelser i den kommende tid med rådsmedlemmerne om, hvad vores fokusområder skal være for de kommende år,” siger Anna Bjerre.

Frivilligrådets nye strategi skal godkendes i ministeriet senere på året – og det bliver det bærende element for arbejdet i rådsperioden.

Formand og næstformand for Frivilligrådet er udpeget af social- og ældreminister Astrid Krag. Otte af rådets nye medlemmer er valgt af sektoren – og derudover har Kommunernes Landsforening og Frivilligcentre og Selvhjælp Danmark (FriSe) hvert indstillet ét medlem.

Frivilligrådet 2022-2025 består per 1. april 2022 af:

  • Anna Bjerre, GirlTalk (formand - ministerudpeget)
  • Charlotte Bach Thomassen, DGI (næstformand - ministerudpeget)
  • Maria Blankensteiner, Foreningen til Støtte for Mødre og Børn (valgt)
  • Poul Erik Clausen, Børnesagens Fællesråd (valgt)
  • Mirka Mozer, Diversity works (valgt)
  • Anders Gjesing, Cykling uden alder (valgt)
  • Mette Grovermann, Julemærkefonden (valgt)
  • Peder Meisner, KFUM’s Sociale Arbejde (valgt)
  • Martha Ahlmann, Red Barnet (valgt)
  • Karen Klemmed Hviid, Blå Kors Danmark (valgt)
  • Lars Rasmussen, Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark (FriSe) (udpeget af FriSe)
  • Repræsentant fra Kommunernes Landsforening – endnu ikke udpeget

Læs mere: