Blogindlæg

Formand for Frivilligrådet: Rigtig glædelig jul og godt nytår!

"Jeg er sikker på, at Danmark ville være blevet langt hårdere ramt af pandemien, var det ikke for jer i den frivillige sociale sektor. I har spillet en helt central rolle for samfundet i at løse de sociale udfordringer corona-krisen har medført – og I har dermed understreget vigtigheden af et stærkt civilsamfund," skriver Frivilligrådets formand Anna Bjerre i sin julehilsen.

Jeg vil gerne først og fremmest sige en stor tak til jer alle for det store arbejde, I har gjort i 2021 for at forbedre forholdene for mennesker i udsathed og for at skabe nærvær, mening og stærke fællesskaber. Tak for indsatsen - og tak for samarbejdet.

2021 blev ikke – som mange af os sikkert have håbet ved udgangen af 2020, året hvor vi tog afsked med corona. Tværtimod så må vi nu endnu en gang vænne os til at bruge mundbind, holde afstand og spritte hænder.

Jeg er sikker på, at Danmark ville være blevet langt hårdere ramt af pandemien, var det ikke for jer i den frivillige sociale sektor. I har spillet en helt central rolle for samfundet i at løse de sociale udfordringer corona-krisen har medført – og I har dermed understreget vigtigheden af et stærkt civilsamfund.

2021 har heldigvis også været andet end corona. Jeg vil gerne i det følgende nævne nogle af årets højdepunkter set fra min stol:

2021 startede godt, da vi i Frivilligrådet kunne annoncere § 18-anbefalingerne til kommunerne og de lokale frivilligråd.

Det var også her, vi præsenterede ”Anbefalingerne for god ledelse i den frivillige sociale sektor”.  Jeg er rigtig glad for at så mange har valgt at tage dem i brug. Du kan læse mere om anbefalingerne for god ledelse på Frivilligrådets hjemmeside.

For mig var 23. marts en helt speciel dag. Det var nemlig her jeg på Frivilligrådets årsmøde fik overleveret formandskasketten fra Mads Roke Clausen. Tak til Mads -  for at have leveret en fuldstændig enestående indsats for det frivillige Danmark. Og tak til social- og ældreminister Astrid Krag for overdrage kasketten til mig.

I maj blev der publiceret en ny Frivillighedsundersøgelse. Den viste, at på trods af corona var der stadig 40 procent, der havde været frivillige inden for det seneste år. Undersøgelsen viste desværre også, at nogle har sværere ved at komme med i de frivillige fælleskaber end andre. Denne problematik er ikke blevet mindre af, at vi nu igen skal lære at leve med corona – og arbejdet for at sikre gode rammer for det frivillige arbejde, bør fortsat være et fokusområde i sektoren i 2022.

Den 31. august var dagen, hvor Frivilligrådet sammen med Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark (FriSe), Civilsamfundets Brancheforening, Danske Handicaporganisationer og Rådet for Socialt Udsatte afleverede anbefalingerne til den nye Civilsamfundsstrategi til ordførerne på Christiansborg.

Civilsamfundet viste her, at vi kan levere, når vi sætter os sammen omkring bordet. På tværs af forskellighederne i sektoren har vi givet et samlet og stærkt svar på, hvordan civilsamfundets styrker kan bidrage til at løse fremtidens komplekse velfærdsudfordringer.

Jeg er fuld af forventning over, at anbefalingerne er blevet hørt, så dele af aftalen om reserven på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet tager sit afsæt i dem. Nu skal der leveres! Men som jeg udtalte i forbindelse med lanceringen af aftalen, så så jeg gerne, at der var blevet lyttet mere til anbefalingerne om en mere stabil driftsfinansiering for civilsamfundsorganisationerne. Det skal der fortsat arbejdes for.

I efteråret kunne vi endelig holde fysiske netværksmøder med de lokale frivilligråd. Det gav os et godt indblik i nogle af de udfordringer, der opleves lokalt i den frivillige sociale sektor. Læs mere om møderne her.

I november måned var der valg i kommunerne og regionerne. Jeg håber meget, at de nyvalgte politikere vil huske at sikre gode vilkår for frivillige – de kan bl.a. finde inspiration i Frivilligrådets anbefalinger for § 18, som blev fremlagt i februar i år. I Avisen.dk ønskede jeg de nyvalgte byrådsmedlemmer tillykke med valget, og kom med fem råd til, hvordan de kan samarbejde med de frivillige foreninger og organisationer. Indlægget kan ses her.

Dette er blot et udpluk af nogle af årets højdepunkter. Summen af dem alle er for mig helt åbenlys: Den frivillige sociale sektors bidrag til de store velfærdsudfordringer og velfærdspolitiske diskussioner er komplet uvurderlig. Og ikke nok med det: den har potentiale til endnu mere!

På vegne af hele Frivilligrådet og sekretariatet vil jeg gerne ønske jer alle sammen en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Tak for jeres engagement og jeres indsats i det år der er gået.

De varmeste hilsner,

Anna Bjerre

Formand for Frivilligrådet

Kontakt

Billede af Maja Panduro Kyk, Kommunikationschef

Maja Panduro Kyk

Kommunikationschef

mpk@frivilligraadet.dk