3 eksempler på lokale frivilligråd, der har gjort en forskel i 2021

2021 synger snart på sidste vers. I alle de 37 lokale frivilligråd kan man se tilbage på et år, hvor man har været med til at gøre en forskel for frivilligheden. I denne artikel kan du læse om – og måske bliver inspireret af - tre eksempler på spændende rådsaktiviteter i det snart forgangne år.

Der findes talrige eksempler på, at lokale frivilligråd gør en forskel i deres kommune. Vi har i denne artikel lavet tre nedslag på steder på Danmarkskortet, hvor der i 2021 har fundet spændende aktiviteter sted.

Aalborg Frivilligråd samlede sociale foreninger, embedsmænd og politikere

Vi begynder i den nordlige ende af landet. Nærmere betegnet Aalborg Frivilligråd. Her var en af årets store begivenheder Frivilligkonference 2021, der løb af stablen i oktober. Konferencen bragte godt 120 repræsentanter fra de frivillige sociale foreninger, embedsmænd og politikere sammen om frivilligheden.

Ud over oplæg bød konferencen på rundborgssnak med spørgsmål om samskabelse og § 18-midlerne. Der blev også diskuteret frivillighed og lokale forhold for frivillige sociale foreninger med lokale politikere.

Aalborg Frivilligråds Frivilligkonference 2021 er et godt eksempel på, hvordan et lokalt frivilligråd spiller en central rolle i at bringe politikere og frivillige organisationer sammen.

Fællesskabsstafet i Næstved sætter frivillighed på dagsordenen

I Næstved samarbejdede frivilligrådet, frivilligcentret og kommunen i september om den såkaldte Fællesskabsstafet.

Det var et initiativ, der havde til hensigt at præsentere byens borgere for de frivillige foreninger og organisationer – samtidig en mulighed for borgerne for at finde deres nye interesse og fejre frivilligheden.

Fælleskabsstafetten er et godt eksempel på en begivenhed, hvor frivilligråd, frivilligcenter og kommune samarbejder tæt om at sætte frivillighed på dagsordenen i kommunen.

Frivilligrådet i Billund på succesfuld rundtur

Frivilligrådet og Frivilligcenter Billund har i efteråret 2021 været på rundtur i Billund Kommune for at besøge sociale frivillige foreninger i kommunens mindre lokalsamfund.

Målet var bl.a., at alle deltagere skulle blive klogere på hinanden, og hvordan der arbejdes frivilligt rundt i kommunen. Det lykkedes, udtalte formand for Frivilligrådet, Gurli Hansen i den forbindelse til JyskeVestkysten:

Har du andre gode eksempler på aktiviteter? Så send dem til os!

Dette var blot tre eksempler på aktiviteter rundt omkring i de lokale frivilligråd. Har du gode eksempler på aktiviteter og resultater, der har gjort en forskel i dit lokale frivilligråd, så del dem meget gerne med os via mail eller i Facebook-gruppen ”Netværk for lokale frivilligråd”.