Frivillige fællesskaber kan være udsatte borgeres vej ud af ensomhed

Af Frivilligrådets formand, Mads Roke Clausen

Ensomhed og manglende netværk er en udbredt folkesygdom blandt socialt udsatte, viser ny undersøgelse. De frivillige sociale organisationer er en del af kuren.

20170818-155926-a-1000x666we_a-center_m-crop_w-810_h-425_quality-70.jpg

Forestil dig, at du kæmper med et misbrug eller en psykisk sygdom, og du har ingen, der for alvor hjælper dig, eller er der for dig. Eller forestil dig, at du har angst og derfor isolerer dig fra omverdenen. Sådan ser tilværelsen ikke ud for de fleste mennesker, men det gør den for rigtig mange socialt udsatte borgere.  

Rådet for Socialt Udsatte har i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed netop lavet en undersøgelse, der viser, at socialt udsatte er marginaliserede på grund af svagt eller intet socialt netværk. Hver fjerde socialt udsatte oplever ofte at være ensom, og at de ikke har nogen, de kan regne med hjælp fra i forbindelse med fx sygdom - det tal er fire gange højere end hos resten af befolkningen. Ensomheden kan enten være et resultat af f.eks. angst eller misbrug. Men ensomheden, og det at være mere eller mindre alene i verden, kan også være en af grundene til, at de er havnet i en udsat position. Det kan f.eks. være rigtig svært at få en uddannelse, hvis man ikke har et netværk, der støtter og bakker op.   

Det er og bliver et af nutidens store sociale problemer, som vi må og skal tage hånd om. Men det offentlige velfærdssystem kan ikke gøre det alene. Vi skal have de frivillige sociale foreninger endnu mere på banen, for de er en uundværlig del af løsningen. Her findes fællesskaber, som alle borgere kan være en del af.

De frivillige sociale foreninger gør allerede en kæmpe indsats, for at hjælpe ensomme og udsatte borgere. Og de gør en forskel.  Værestedet ”Ventilen” skaber fællesskab for ensomme unge, og nye mødesteder skyder op over hele landet.  I uge 17 spiste hele Danmark sammen, med fællesspisninger mod ensomhed. Og de store foreninger som Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp og Ældresagen tager også kampen op mod ensomheden. Den frivillige sociale sektor kan noget særligt. Det handler om relationer og fællesskaber, som bygger på ligeværdighed. Derfor skal vi skabe endnu bedre rammer for de mange foreninger, der skyder op i Danmark, og vi skal tilskynde til at nye kommer til. Samtidig kan den frivillige sociale sektor være med til at bygge bro til fx det kommunale system.


Men skal vi for alvor få bugt med den ensomhed, som socialt udsatte oplever, må de frivillige foreninger åbne sig endnu mere, sådan at socialt udsatte får endnu bedre muligheder for ikke bare at være brugere af foreningslivet, men også aktivt deltage i det. I starten er man måske den, der deltager i en aktivitet og får kaffen serveret. Senere og gradvist er man måske den, der brygger kaffen og er med til at gennemføre aktiviteter.

Vi skal skabe rum til, at man også kan give, arrangere og tage ansvar som socialt udsat. Den værdi, der opstår ved at indgå i fællesskaber med andre, har mange afledte positive effekter. Og det er uanset, om vi mødes i amatørteateret, fodboldklubben eller flygtninge-cafeen. At indgå i fællesskaber betyder, at vi som mennesker lærer af hinanden, får anerkendelse og ansvar over for andre, får tillid – og deraf selvtillid. Vi lærer de sociale spilleregler og koder, det kræver at omgås andre. Derfor skal de socialt udsatte inviteres endnu mere indenfor i de frivillige fællesskaber, både som brugere og som aktive deltager.

Vi kan ikke kurere ensomhed og isolation fuldstændigt. Men jeg synes, at vi skal have ambitionen. Og vi kan sagtens gøre mere for, at nogle af de borgere, der har allermest brug for det, bliver en del af et fællesskab, som kan give dem et bedre og mere værdigt liv.