Samskabelse og innovation

Tirsdag, maj 7, 2013

Det mener Frivilligrådet om frivillighedschartret

  • Der er behov for at udvikle et nyt sprog om frivillighed, der kan rumme frivillighedens mangfoldighed. Vi skal ud over grænsen mellem frivillige og brugere, og se på, hvordan vi får alle med, også dem der ikke er en del af det etablerede foreningsliv.
  • Frivillighedschartret bør ikke cementere forestillinger om sektorerne som adskilte verdener. Innovation bør være et centralt tema.
  • Frivilligrådet ønsker at udfordre organisationerne på deres måder at italesætte sig selv og deres tanker om samspil med det omgivende samfund – fra at lukke sig om sig selv til en mere åben tilgang, hvor også foreningslivet tør ”risikere sig selv” for at kunne skabe rum for udvikling og være med til at fremme fællesskab og engagement også uden for den enkelte forening.
  • Et fornyet frivillighedscharter bør forholde sig til, at vi lever i et stadig mere åbent og internationalt orienteret samfund, hvor vi interagerer og påvirker hinanden på nye måder.
  • Chartret bør danne afsæt for en debat lokalt om, hvad der er det gode samfund.
  • Frivilligrådet er optaget af det udvidede civilsamfundsbegreb, civilsamfundet er ikke bare de store organisationer. Frivilligrådet skal varetage bredden i det frivillige engagement, herunder de mikrofrivilliges stemme i chartret.
  • Der er stor bredde og store forskelle også i foreningslivet. Vilkår for at arbejde med samskabelse er vidt forskellige og kan ikke kun ses fra store nationale foreningers perspektiv.
  • Samskabelse bør være et centralt tema i chartret. De forskellige aktører kan have forskellige motiver til at indgå i samskabelse. I Chartret bør parterne forklare sig om motiver og mål for at ville styrke samskabelse. Samskabelse er en tilgang, som fortsat modnes, især i kommunerne, der ofte tænker reelt og offensivt i partnerskaber og inddragelse, og hvad det betyder for organisations- og arbejdskultur og styringstænkning. Noget tilsvarende bør også overvejes i foreningslivet.
  • Frivilligrådet lægger vægt på, at chartret ikke bare bliver et skrivebordscharter, men rent faktisk kan bruges. Der bør tænkes langsigtet og mere vidtgående i opfølgende initiativer og strategier, nationalt og lokalt, der kan understøtte omsætning og implementering af de bærende ideer og visioner i et fornyet frivillighedscharter. Et forslag kunne være, at chartret oversættes til et samtaleredskab og adgangsbillet for dialog. Chartret skal ikke give endelige svar. Chartret skal dog også give den enkelte borger konkrete redskaber, og skal således fungere på flere niveauer.