Lad os ændre på § 18

Onsdag, december 4, 2013

Af Vibe Klarup Voetmann & Mads Espersen, formand og næstformand for Frivilligrådet, bragt i Danske Kommuner d. 30/11-2013

I forrige uge udkom paragraf 18-redegørelsen, som er en statistisk oversigt over udbetalingen af støtte under § 18 i serviceloven til frivillige sociale foreninger i kommunerne. I år kom rapporten tilmed belejligt tæt på kommunalvalget. Det var altså en mulighed for borgerne for at teste deres politikeres evne til at sende midler ud til de frivillige foreninger. Den test klarer de meget forskelligt – mildt sagt.

Lad os tage det glædelige først: For første gang siden 2009 har kommunerne samlet udbetalt mere, end de modtager fra staten – 156,2 millioner kroner er tilgået foreningerne. Kommunerne har modtaget 153,5 millioner kroner fra staten i bloktilskud – altså en merudbetaling på 2,7 millioner kroner. Det er da en positiv udvikling. Problemet er blot, at en fjerdedel af kommunerne ikke engang udbetaler halvdelen af de midler, de burde. Det vil sige, at det samlede positive resultat dækker over, at der er nogle kommuner, der betaler meget mere, end de får fra staten til det frivillige sociale arbejde, mens en række andre kommuner altså groft sagt sjofler de lokale foreninger.

Med det meget brogede billede in mente er det måske på tide helt grundlæggende at gentænke den måde, man uddeler paragraf 18-midlerne på.

Vi oplever i øjeblikket en udvikling, hvor kommuner og stat tænker strategisk og konstruktivt i at forny velfærden blandt andet gennem et markant anderledes syn på, hvad borgere og civilsamfundet kan bidrage med i velfærden. Det ser vi tydeligt komme til udtryk i folkeskolereformen, på psykiatriområdet og i regeringens sundhedsudspil. Vi ser kommuner eksperimentere med borgerdrevet innovation og borgerbudgettering, hvor borgerne selv bestemmer, hvad en mængde offentlige midler skal bruges til.

Tænk nu, hvis man i stedet for at uddele paragraf 18, som man plejer, tænkte puljen helt anderledes. Hvis kommunen sammen med borgerne spurgte: Hvilken samfundsmæssig udfordring skal vi have løst de kommende tre år?

Skabte en dialog i hver kommune om, hvad udfordringen var, og hvordan pengene skulle bruges. Indkaldte til stormøde og inddrog erhvervslivet og bad dem stille med et tilsvarende beløb. Besluttede sig for i fællesskab, hvilken indsats man ville prioritere de kommende tre år.

At man generelt tænkte helhed frem for særinteresser.

Der er brug for, at vi forlader den forældede puljetænkning. I disse år, hvor vi taler meget om samskabelse som en ny måde at skabe velfærd på med hele lokalsamfundets ressourcer, giver det simpelthen ikke mening, at vi har så utidssvarende en lovgivning, der deler penge ud fra en gammeldags logik, hvor samarbejde og kommuneoverskridende projekter ikke tilgodeses.