Frivillige: Satspuljeordningen trænger til fornyelse

Tirsdag, september 16, 2014

Debatindlæg i Altinget af Vibe Klarup Voetmann, d. 16. september 2014

Frivilligrådet er glade for Manu Sareens (R) udmelding om en ændring af fordelingen af satspuljemidlerne. Flere frivillige organisationer har en reel forventning om, at der sker en fornyelse. Det skriver Vibe Klarup Voetmann, formand for Frivilligrådet.

Tiden er moden til at sætte satspuljen og fordelingen af midler under lup. Derfor er Frivilligrådet også glade for ministerens melding om, at der lægges op til ændring af praksis i forhold til fordelingen, så det forhåbentlig bliver mere enkelt og gennemsigtigt, hvordan midlerne fordeles. I løbet af sommeren har jeg været i kontakt med flere frivillige organisationer, som har en forventning om, at der sker en reel fornyelse af praksis for fordelingen af satspuljen.

Årsagen er indlysende: Den frivillige verden er desværre altid udfordret af den evige jagt på driftsmidler. Puljemageri gør det svært at sikre gode initiativer, drift og langsigtede tilbud. Frivillige initiativer bruger rigtig meget tid på at søge om midler igen og igen - og ikke mindst på at opfinde nye udviklingsinitiativer for reelt at opretholde midler til daglig drift.

Satspuljemidlerne bliver i dag tildelt som udviklingsmidler, men i stedet kunne man spørge: Hvor megen udvikling bliver der reelt sat i gang med satspuljemidlerne? Hvor mange satspuljeinitiativer er reelt stadig i funktion efter tre til fem år? Hvor mange satspuljemidler bliver reelt søgt for at få midler til daglig drift af en i forvejen velfungerende frivillig indsats?

Der skal ikke herske tvivl om, at den frivillige verden er optaget af løbende at udvikle og forbedre sin indsats. Det ligger helt naturligt i den frivillige drivkraft, at man gerne vil gøre en reel forskel for sine medmennesker - og at man gerne vil udvikle sig for at gøre en god indsats. Men den frivillige verden har samtidig brug for midler til drift.

Frivilligrådet anbefaler

Derfor anbefaler Frivilligrådet, at der sker en tydeligere opdeling mellem midler til drift (grundfinansiering) og midler til udvikling – også når det gælder satspuljemidlerne. Man kunne f.eks. overveje en løsning som denne:


  • En fast procentdel af satspuljen bliver årligt målrettet støtte til frivillige sociale initiativer.
  • Procentdelen bliver delt i to ansøgningspuljer i form af en udviklingspulje og en driftspulje.
  • Driftspuljen bliver fordelt efter objektive kriterier, som den frivillige verden er med til at definere. Puljen tildeler to- eller fireårige bevillinger.
  • Puljen skal være et supplement til de eksisterende driftspuljer.
  • Satspuljeordførerne prioriterer årligt temaer og målgrupper til udviklingspuljen. Bevillingerne er som minimum toårige.

  • Udover flere driftsmidler har den frivillige verden også brug for, at der i tildelingen af udviklingsmidler er fokus på, hvordan udviklingsinitiativer bliver bæredygtige. Her har den frivillige verden brug for en (offentlig) samarbejdspartner, der vil udfordre og udvikle området i en fordomsfri dialog om de enkelte frivillige initiativer, deres udvikling og bæredygtighed.

    I løbet af de senere år har flere fonde taget den udfordring op og har forsøgt at udvikle nye metoder til at støtte og samarbejde med bl.a. den frivillige verden. De er f.eks. blevet mere tydelige omkring, hvilke roller og opgaver de påtager sig, når de tildeler støttekroner. Trygfonden påtager sig f.eks. tre forskellige roller: Som driver, hvor fonden selv igangsætter en aktivitet; som partner, hvor fonden indgår samarbejde med kompetente partnere og som donor, hvor fonden giver støtte til lokale og nationale aktiviteter.

    Frivilligrådet og de frivillige organisationer ser frem til en tiltrængt fornyelse af Satspuljen, og vi stiller selvfølgelig altid gerne op med gode råd og forslag, så løsningen bliver optimal for alle parter til glæde og gavn for alle parter!