Frivillige kræfter fornyr velfærden

Torsdag, januar 31, 2013

Af Vibe Klarup Voetmann, formand for Frivilligrådet

Politikens debatredaktør Per Michael Jespersen (PMJ) opfordrer politikerne til at ”holde nallerne væk fra civilsamfundet” (Pol. d. 17. januar). Grundlæggende har PMJ en pointe: Man skal ikke tro, at man får held til at instrumentalisere det civile samfund. Så langt så godt. Men når han afviser civilsamfund som meningsfyldt politisk område, tager han grueligt fejl. Og han fejllæser historien.

Civilsamfundet klarer sig bedst uden politikere, siger PMJ. Faktisk siger han, har det ingen effekt på civilsamfundet, hvad politikerne mener om det. Vi der arbejder i det frivillige arbejde oplever det absolut modsat. Da man i 60’erne og 70’erne lavede den første bistandslov skete det i et politisk klima hvor staten absolut var at foretrække som leverandør af sociale indsatser frem for de frivillige organisationer og deres hattedamer til frivillige. Den sved, og fik afgørende betydning for den frivillige sektors rolle og vilkår i de efterfølgende år. Den ringeagt mærkes stadig blandt enkelte fagprofessionelle. Senere søgte socialministrene Palle Simonsen og Karen Jespersen at genrejse respekten. Først inden for de seneste år er vi nu der, hvor civilsamfundet er accepteret ja ligefrem cool.

PMJ har ret i at civilsamfundet er stærkt. En magtfaktor. Næsten 2 millioner frivillige er ikke sådan at spøge med. Men PMJ glemmer at civilsamfundet ikke er et uskyldigt selvkørende paradis. Frivillige er ikke gratis. Det offentlige og de frivillige foreninger samarbejder allerede i et omfang som blandt andet afspejler sig i puljetilskud på flere milliarder årligt, når man ser hen over de mange områder fra idræt og kultur over miljø til social indsats. Op mod 40 % af de frivillige foreningers økonomi kommer fra samarbejde med det offentlige. Økonomisk politik har en enorm betydning for frivillige. Civilsamfundet er derfor ikke interesse- eller magtfrit område. Vi der arbejder her kæmper med næb og klør om midler, opmærksomhed og politisk forandring for de mærkesager vi kæmper for.

Men PMJ har ret i at vi bør overveje om ikke der er en grænse for civilsamfundets rolle. Absolut. Og vi kan stirre os blinde på at den ikke overskrides. Ude lokalt er der bare noget andet på spil, som kan vise sig at blive en frugtbar nyskabelse af vores samfund og de værdier, det bygger på: Rundt omkring prøver kommuner og frivillige organisationer og borgere at finde en ny måde at tale sammen på. Præmisserne ligger i rollerne: Frivillige kan ikke trues eller tvinges til at løse opgaver, de ikke selv vil eller kan se mening i at løse. Kommuner kan ikke løbe fra deres ansvar for at sikre hjælp til udsatte borgere. Så at lukke offentlige tilbud og bare regne med at frivillige så udfører dem er ikke ligetil. Men frem for at fokusere på hvilke services kommunen skal levere handler det nye om hvordan borgere kan efterspørge mindre offentlig hjælp, ved at indgå i civilsamfundsbårne aktiviteter og netværk. Fokus flytter fra hvilken service kommunen skal levere, til hvilken forandring der skal ske i en borgers liv. Kommune og frivillige kan sammen designe løsninger, der fungerer.

Et sted hvor der eksperimenters er i Odense. Op mod 1000 lettere genoptræningsforløb er på det seneste flyttet fra kommunen og ud i idrætsforeninger. Det ser ud til at kommunen dermed for større mulighed for at koncentrere sig om de tunge forløb. Træningen sker tættere på borgeren og i rammer som lægger op til at skabe netværk. Idrætsforeningerne er styrket.

På samme måde handler lettere hjemmehjælp i Odense ikke om at få støvsuget hver onsdag, men om hvordan fru Hansen selv lærer at støvsuge og om at overflødiggøre onsdagsbesøget som ellers er Fru Hansens eneste sociale kontakt. Hjemmehjælperen hjælper i stedet Fru Hansen at blive en del af de frivillige ”spisevenner” og at opbygge et nyt netværk nede på Ældresagens mødested. PMJ mener det faglige erstattes af amatørisme. Jeg synes det lyder som et stærkt nyt velfærdssamfund.

Politik handler om værdier. Hvis nutidens politikere er modige nok til at udfordre de gængse forestillinger om hattedamer og amatørisme. Hvis nutidens politikere tør tænke nyt om hvordan de offentlige medarbejdere bedst arbejder for at styrke Fru Hansen, så hun kan bedre selv. Hvis nutidens politikere i udviklingen af næste version af vores velfærdssamfund, tør lægge til grund at stadig flere danskere ønsker at bidrage og gøre en forskel i deres lokalsamfund. Og hvis politikerne netop har som grundlæggende præmis og værdi for fremtiden, at vi som folk faktisk er helt med på at det ikke er kommunens opgave at skabe gode fællesskaber og hjælpe naboen. Ja så synes jeg vi skulle lade de politikere arbejde videre med civilsamfundspolitikker. 2 millioner frivillige kan ikke tage fejl.

Læs også Inger Marie Vynne, vicekommunaldirektør i Gribskov Kommune og Elsebeth Kirk Muff, Vicedirektør i Socialt Udviklingscenter SUS´s kommentar til Per Michael Jespersen: "Nallerne væk fra...borgerne?"