Frivillige fællesskaber er en vej til deltagelse i fællesskabet

Mandag, juni 19, 2017

Debatindlæg af Frivilligrådets formand, Vibe Klarup i Jyllands-Posten d. 18. juni 2017

Næsten hver femte dansker oplever, at de lever på kanten af fællesskabet. Det fremgår af en artikel i JP 8/6, der henviser til en ny rapport fra Trygfonden om social eksklusion. Især udsatte grupper føler sig uden for fællesskabet.

Som rapporten også viser, vil jeg gerne slå et slag for, at de frivillige fællesskaber er en vej til deltagelse og en del af svaret på, hvordan vi får dem, der føler sig holdt uden for samfundet, med.

Undersøgelsen viser nemlig også, at 18 pct. af de socialt udsatte er frivillige, mod 39 pct. af majoriteten. Selv om det er færre blandt de socialt udsatte, der er frivillige, er det dog alligevel en del. Det tyder på, at civilsamfundet for mange udsatte borgere er et sted, hvor de kan bidrage og deltage i et fællesskab.

Civilsamfundet skal ikke overtage det offentliges opgaver. Det offentlige og civilsamfundet er ikke modsætninger eller konkurrenter, men snarere hinandens forudsætninger. Det offentlige kan ikke skabe ligeværdige fællesskaber, men medarbejdere i den offentlige sektor kan spille en vigtig rolle som dem, der forstår værdien af fællesskaber og hjælper udsatte ind i dem.

Frivillighed handler om at være sammen med andre og gøre ting i fællesskab. Det frivillige fællesskab er værdifuldt i sig selv, fordi det er i dette samvær, at udsatte grupper møder andre mennesker på lige fod. Det handler ikke om, at det er synd for nogen, eller at nogen skal hjælpes, men om at man mødes om en fælles interesse, udfordring eller lokalområde og udfører aktiviteter sammen.

Deltagelse i fællesskaber giver følelsen af at kunne bidrage og bruges til noget. Det giver selvtillid, styrke og skaber øget handlekraft, fordi man oplever, at man sammen har en stærkere stemme og kan påvirke ting i samfundet på en anden måde, end man kan hver for sig.

De frivillige fællesskaber danner på denne måde grobund for aktive medborgere, der deltager i samfundet, frem for at føle sig på kanten af det