Projekt Frivillig
Et nyt initiativ skal fremme unges engagement i frivilligt arbejde. Alle unge på ungdomsuddannelserne vil fra februar 2010 blive tilbudt et forløb med frivilligt arbejde.
Forløbet skal være på minimum 20 timer og ligge uden for skoletiden. De unges frivillige engagement skal belønnes med et diplom, der kan vedlægges de unges C.V. Tilbuddet vil også fremgå af eksamensbeviset.
Formålet med initiativet er at fremme deltagelsen i frivilligt arbejde. Engagement i frivilligt arbejde giver de unge nogle kompetencer, der kan være nyttige i deres videre uddannelsesforløb, samt ved efterfølgende jobsøgning.
Det er Socialministeriet og Undervisningsministeriet, der står bag initiativet.
Ifølge Tidligere Indenrigs- og Socialminister Karen Ellemann er de unges frivillige arbejde gavnligt både for samfundet og for de unge selv:
”De unges engagement i frivilligt arbejde er en vigtig ressource for vores samfund. Og samtidig gavner det også de unge. De får kendskab til, hvordan andre mennesker lever og en viden om det danske samfund, som man ikke kan læse sig til. Dermed er de både bedre rustede fagligt og menneskeligt i deres videre uddannelsesforløb.”
Et udvalg, der er nedsat af det tidligere Indenrigs- og Socialministerium i forbindelse med kvalitetsreformen, har netop afsluttet en udvalgsrapport med anbefalinger til initiativets udmøntning. Udvalget består, ud over Socialministeriet, af Undervisningsministeriet, Kulturministeriet samt lederforeningerne, elevorganisationerne og de frivillige organisationer.
Frivilligrådet har været repræsenteret i udvalget af Frivilligrådets næstformand, Mia Sørup. Mia Sørup er glad for, at der er blevet taget dette initiativ, men hun kunne godt have ønsket sig, at det var mere omfattende.
”Det er et godt initiativ, som kan give unge et lille indblik i, hvad det vil sige at lave frivilligt arbejde. Dog havde det været endnu bedre, hvis forløbene havde ligget inden for skoletiden og elevernes deltagelse i frivilligt arbejde kunne skrives på selve eksamensbeviset og ikke blot på et separat diplom. Nu bliver det spændende at se, hvordan eleverne tager imod initiativet”, siger Mia Sørup.
I forbindelse med initiativet er der etableret et landssekretariat på Center for Frivilligt Socialt Arbejde. Landssekretariatet skal varetage den overordnede koordinering og kommunikation af initiativet. Derudover er der udpeget seks regionale centre (to i Københavnsområdet og et i hver af de øvrige regioner. De regionale centre skal bistå og understøtte de frivillige foreninger og uddannelsesinstitutioner på lokalt niveau.
De regionale centre:
- De Frivilliges Hus i Aalborg
- Frivilligcenter Århus
- Kolding Selvhjælp & Frivilligcenter
- Frivilligcenter Lolland
- Frivilligcenter & Selvhjælp Rudersdal
- Frivilligcenter Vesterbro/Kg. Enghave
Der er afsat 8,8 mio. kr. om året på finansloven til Projekt Frivillig.
Læs mere om Projekt Frivillig
07.01.2010