Foreninger tilfredse med forlig om spillelovgivningen 

Alle partier minus Enhedslisten har netop indgået en aftale om yderligere liberalisering af spillemarkedet. Aftalen skal i 2012 skaffe 1,7 milliarder kroner til frivilligt arbejde og andre gode formål.

Forliget indebærer, at der foretages en opdeling af spillemarkedet. Spil på sportskampe m.v liberaliseres, mens staten fastholder et monopol på lotto og andre talspil. De almennyttige organisationer skal fremover alene finansieres af overskuddet på lotto m.v.

Med aftalen ønsker politikerne samtidig at rydde op i det grå spillemarked på nettet.

Både DGI, DIF og Danske Handicaporganisationer melder om tilfredshed med aftalen.

”Vi er meget tilfredse med, at der nu kommer en afklaring på den uholdbare situation, der har kendetegnet det danske spillemarked de senere år – en situation, der har ramt de frivillige organisationer hårdt.” siger formand for DGI, Søren Møller.
”Vi har haft en konstruktiv dialog med regeringen, og vi mener, at den nye aftale giver ro og skaber sikkerhed for fremtiden,” tilføjer formanden for Danske Handicaporganisationer, Stig Langvad.

Danske Spil, som står for tipskampe og lotto, har over en årrække mistet indtægter til firmaer i udlandet, så der har været mindre at give til de velgørende formål.

Idrætsorganisationer er det absolut største modtagere af tips- og lottomidler. Men også for handicaporganisationer og organisationer, der arbejder med udsatte, børn og ældre er tipsmidlerne af stor betydning.

Regeringen garanterer, at foreningerne i 2012 vil blive tildelt 1.735 mio. kr. hvilket er lidt mere en der blev tildelt i 2008.


05.02.2010