Man kunne jo starte med at erkende, at man er ’stuck’

Interview med Frivilligrådets næstformand Klaus Majgaard

 

Det er ikke nyt, at kommuner og frivillige indgår i et samspil om at løse velfærdsopgaver. Men i disse år foregår samarbejdet midt i et velfærdssamfund, der er ved at blive kigget grundigt efter i sømmene. Klaus Majgaard er ikke i tvivl om, at samskabelse er en del af løsningen. Han har i mange år arbejdet med samspillet mellem den frivillige verden og det offentlige, bl.a. som kommunaldirektør i Furesø Kommune og som leder af Center for frivilligt socialt arbejde. I dette interview giver han sit bud på, hvad der gør samskabelse til noget særligt – og hvorfor det især er vigtigt i en tid, hvor man ommøblerer velfærdssamfundet.

 

Samskabelse er: Når vi kombinerer vores ressourcer om et ikke klart defineret problem

Hvad er det, der gør samskabelse forskelligt fra de andre typer samarbejde, der har fundet sted i lang tid mellem kommune og frivillige aktører?

Vi kender allerede det, man kalder samproduktion, hvor borgere og civilsamfund bidrager direkte til at frembringe bestemte velfærdsydelser, fx som del af et genoptræningsprogram. Samskabelse sætter ind et helt andet sted. Det handler ikke bare om den konkrete produktion af en ydelse, men om at man skaber løsningen sammen – altså når kommune, borgere og civilsamfund går sammen om at skabe noget helt nyt, ingen af dem hver især kunne have frembragt. Det betyder fx, at kommunen kan sige til en forening: ”Vi bliver ved med at have sløje resultater af vores indsatser på det her område. Vil I ikke være med til at finde ud af, hvad vi sammen kan gøre?”

 

Samskabelse mellem kommune og frivillige er en måde at samarbejde på, hvor vi kombinerer vores ressourcer om et problem, der ikke er klart defineret. Så starter vi med at definere problemet, og dernæst forsøger vi at finde en løsning i fællesskab. Samskabelse rummer en helt anden åbenhed for og accept af, at vi er gensidigt afhængige.

 

Samskabelse kan: Være med til at ommøblere velfærdssamfundet

Hvad kan samskabelse, som andre former for samarbejde ikke kan i forhold til nytænkning af velfærdssamfundet?

Når vi samskaber, skal vi tænke i nye løsninger – altså løsninger, der ikke er set før. Det kan foregå på mange niveauer. Selv når der finder samskabelse sted om ydelser, som befinder sig på mikroplan, er det samtidig et udtryk for noget større, der sker på makroplan. Samskabelse på mikroplan kan fx være, når et dagtilbud i Nordsjælland gentænker sig selv sammen med lokale musikere, kunsthåndværkere og foreninger. Institutionen fandt sig anbragt i en uløselig ressourceklemme, indtil de definerede hele lokalsamfundet som børnenes læringsmiljø. På makro-niveau giver det anledning til et helt nyt mønster i udviklingen af velfærdsløsninger. Kommunen kan ikke bare tilrettelægge et "leverancesystem" for fx dagtilbud, men må skabe lokalsamfundsstrategier og arbejde gennem netværk og partnerskaber.

 

Vi står i dag i en situation, hvor vi bliver nødt til at ommøblere det velfærdssamfund, vi kender. Det rigtigt interessante starter, når man ikke længere ser velfærd som en række ydelser, man har krav på, men i stedet som ret til deltagelse og dét at skabe deltagelsesmuligheder. Frivilligrådet fokuserer ikke på samskabelse, fordi det er en bedre samarbejdsform end så mange andre. Vi ser på samskabelse, fordi det er velegnet til at lave forandringer i velfærdssamfundet og skabe rum til deltagelse. Og vi vil gerne være med til at kvalificere den nye måde at spille sammen på.

 

Samskabelse skal: Bevare nytten for borgeren i centrum

Kan man sige, at der findes en særlig form for etik, der skal være til stede i samskabelse?

Jeg tror, at vi i virkeligheden ender med et kludetæppe af forskellige samarbejdsformer. Det er vigtigt at samskabe og skabe nye, innovative løsninger – men samtidig skal det, der kører godt i dag, have lov til at køre videre. I sidste ende er jeg interesseret i det, der virker. Personligt elsker jeg at lave udviklingslaboratorier. Men det er jo ikke altid det bedste at udvikle et nyt tiltag, hvis der allerede findes ét, der fungerer rigtigt godt. Så etikken, om man vil, er, om det gør nytte for borgeren eller brugeren at samskabe og udvikle en ny idé.

 

Samskabelse kræver: Stor åbenhed – helt ind i bagbutikken!

Er der noget, der skal være til stede, for at samskabelse overhovedet kan ske?

Det er en forudsætning for samskabelse, at det finder sted mellem selvstændige aktører, der sætter sig sammen med respekt for hinandens forskellige styrker. Det kræver, at man er ærlig om, at noget ikke virker, og at man faktisk ikke ved, hvad man skal gøre. Det kan fx være kommunen, der siger: ”Vi er ikke sikre på, at vi forstår det her problem godt nok.” Det hele kunne jo meget oplagt starte med, at man erkendte, at man er ’stuck’.

 

Det hele handler altså om at sætte borgeren eller brugeren i centrum for samskabelsen og så se på, hvad parterne har at spille ind med. Det er lidt ligesom en buffet, hvor man hver især lægger sine kompetencer og styrker frem. Selv hvis man er en lille forening, skal man ikke glemme, at også få ressourcer kan gøre noget bedre.

 

Men det kræver en stor åbenhed mellem parterne – helt ind i bagbutikken! Som frivillig kan man godt føle sig presset til at tage mere på sig, end man har ressourcer til, når man sidder over for en ivrig kommunalt ansat. Her er det også vigtigt, at de frivillige er oprigtige og ærlige om, hvor meget de kan og har lyst til at bidrage med.

 

Samskabelse åbner for: Hvorfor kan man ikke lave en frivillig arbejdsgruppe om budgetlægning i kommunen?

Findes der slet ikke nogen steder, hvor samskabelse ikke kan bruges?

Selvfølgelig vil der være steder, hvor samskabelse ikke er så oplagt. Det kan være steder, hvor myndighedsudøvelsen er meget høj. Frivillige kan jo fx ikke afgøre sager. Det kan måske også være svært at samskabe på et sted med høj fagspecialisering. Men selv i forhold til fx ældre med specielle behov er det set, at kommunen og frivillige foreninger har samarbejdet om at finde løsninger, såsom i Ældre Sagens og Odense Kommunens projekt om spisevenner, hvor frivillige spiser kommunens udbragte mad sammen med ældre, der ellers bliver under- og fejlernærede, fordi de ikke får spist, når de skal spise alene.

 

Når nogen fra en kommunal forvaltning fx har talt om alle de frivillige i kommunen, har jeg ofte spurgt: ”Og hvor mange frivillige har I selv her i forvaltningen?” For traditionelt set har forvaltninger ikke været et sted for frivillige. Men perspektiverne flytter sig heldigvis hele tiden. Gribskov Kommune har fx frivillige, der med til at udvikle kommunens kommunikationsindsats, ligesom flere kommuner i dag har ældre fra Ældre Sagen som frivillige i borgercentrene. Og jeg har selv som kommunaldirektør ofte funderet over, hvorfor man ikke kan lave en frivillig arbejdsgruppe, der er inde over kommunens budgetlægning.