Et åbent mødested om IT - Og alt muligt andet


Af udviklingskonsulent Katrine Pram Nielsen, FRIVILLIGRÅDET (kp@frivilligraadet.dk)


I Sundby Bibliotek i Kvarterhuset på Amager er et frivilligdrevet læringscenter, der holder åbent tre dage om ugen og består af ca. 9 frivillige. Selvom der ikke er mange frivillige tilknyttet er tilbuddet meget populært, og der er ofte en kø af borgere fra området, der er mødt op for at få hjælp. Læringscenteret er formelt set et sted, hvor borgere kan komme og få hjælp til computer og internet, men opgaverne går langt ud over den tekniske hjælp. I flyeren, hvor der reklameres for tilbuddet, står der da også, at man kan få hjælp til ”alt muligt andet”. Frivilligrådet er på besøg i Læringscentret for at se, hvad IT-frivilligheden bidrager med på Sundby Bibliotek.



Ikke NemID det hele

I Læringscenteret møder vi Erik, der er pensioneret økonom og frivillig på Sundby Bibliotek. Han fortæller, at han hjælper de besøgende med alt lige fra at oprette en datingprofil og hjælp til indkøb af nye computere til hjælp med at finde papirer frem på internettet til skilsmisse og familiesammenføring.

”Problemstillingerne er komplicerede”, siger Erik og uforudsigeligheden i opgaverne og mødet med mennesker fra forskellige kulturer, er en del af det at være frivillig i Læringscenteret. Men det er netop også en af grundende til, at Erik har valgt at være frivillig i Læringscenteret. Erik har tidligere har været frivillig i Ældre Sagen, hvor han skulle undervise i computerprogrammet Word, men det var ikke udfordrende nok, syntes Erik, fordi det kun drejede sig om ét program.


”Det ville være kedeligt, hvis det bare var NemID det hele”, supplerer Iben, som universitetsstuderende og ny i frivillig-gruppen.



At hjælpe hvor man kan

Selvom opgaverne grænser til at have en social karakter er det helt bevidst, at Erik ikke har valgt at være frivillig i en forening for socialt udsatte, for det er gennem IT, at han synes, han kan gøre en forskel. Han er ikke god til at håndtere, hvis det frivillige arbejde kommer for tæt på, fortæller han.


Erik henviser til en episode, hvor han hjalp en borger med at finde de rigtige papirer frem til en ansøgning om familiesammenføring, hvor deadline var den efterfølgende dag og det hele blev lidt presset med store følelser på spil. Erik fortæller: ”Jeg skal ikke være frivillig inden for socialt frivilligt arbejde (…) Jeg er brændt ud nogen gange, hvis jeg har hjulpet sådan en, så nogle er svære at have med at gøre”. En anden episode, som Erik fremhæver, var engang, hvor en borger på en eller anden måde havde fået "uønskede" billeder ind på sin computer og ville have hjælp til at slette billeder af hvad Erik husker som ”både afhuggede hænder og bare numser”.


”Gudskelov er det for det meste mere fredsommeligt” siger Erik og griner.


Til spørgsmålet om hvordan man håndterer sådanne situationer, hvis det bliver for meget, svarer han: ”Så må man sige, nu kan vi ikke hjælpe mere” og mener i øvrigt, han er fuldt kvalificeret til de opgaver, han møder og ikke har brug for kurser, så længe man siger fra, hvis opgaverne går udover, hvad man selv kan klare.



Led i beskæftigelse og nye kompetencer

De mange brugere i læringscentret møder tålmodighed og hjælpsomhed hos de frivillige, hvor mange kommer igen flere gange om ugen. En af brugerne af tilbuddet er Rita, som sidder ved en computer og får hjælp af en frivillig. I starten er Rita ikke meget for at fortælle om, hvordan hun bruger Læringscenteret, og er meget skeptisk overfor spørgsmål og at man skriver hendes svar ned. Da det går op for hende, at spørgsmålet ikke handler om hende, men om hvad hun synes om tilbuddet og den frivillige hjælp, åbner hun op. Hun fortæller, at hun kommer i næsten alle åbningstider, selvom hun ikke bor i nærheden og føler, hun er blevet meget bedre til at arbejde med sin computer.


”De er søde til at hjælpe og har god tid”, siger Rita og ville ikke vide, hvor hun ellers skulle gå hen, hvis tilbuddet ikke var at finde her.


Læringscentret har også været brugt som led i beskæftigelsesindsatser i kommunen, hvor der har været mennesker i praktik, som har fået mulighed for at bidrage med viden her. Her har det dog været en udfordring for koordinatoren at centeret, Johnny Skaaning, der skulle melde tilbage, hvordan personen klarede sig. Han havde dog ikke lyst til at ”involvere de frivillige i sagsbehandlingen”, som han siger, og valgte i stedet at gå ned i åbningstiden og spørge lidt ind til, hvordan personen havde klaret opgaverne.



Et mødested på tværs af generationer

Læringscentret virker nærmest som en slags cafe, hvor fællesnævneren er IT, som gør at alle har noget at tale med hinanden om, uden at man behøver at tale om personlige ting.


Iben siger: ”det er fedt at hjælpe folk og nogle gange bliver de så glade, at de giver en krammer”.


For Iben har den frivillige arbejde betydet, at hun har fået en forståelse for de udfordringer, der møder en anden generation: ”Man lærer hvad ældre mennesker ikke kan med computere og får en større forståelse for, hvad de står over for”, siger hun.


I starten var Læringscenteret drevet af medarbejdere i biblioteket, men løbende er det blevet et udelukkende frivilligdrevet tilbud. Kvarterhuset overlader nu det meste af ansvaret for at køre læringscenteret til de frivillige selv, men de frivillige kan altid kontakte personalet, hvis de har brug for det. Iben fortæller, at det giver god mening at Læringscenteret ligger på biblioteket, fordi ”bibliotekarer er meget servicemindede i forvejen”.


I samme nu kommer en bibliotekar ind med en bakke med kaffe og te til alle.


Tak til de frivillige i Læringscentret på Sundby Bibliotek og kontorfunktionær Johnny Skaaning, som inviterede Frivilligrådet på besøg.


Mere information

Læs også om frivilligarbejdet på Albertslund Bibliotek, der lige nu har ca. 70 frivillige. I dette Interview med Udviklingsmedarbejder Rikke Møller, fortæller hun om bibliotekets strategi for at opbygge en "frivillig mangfoldighed", og hvilke erfaringer de har med at gentænke frivilligheden.
Læs hele interviewet "Organisering af frivillig mangfoldighed" her