6 principper for samskabelse

Samskabelse adskiller sig fra andre former for samarbejde ved at være en proces, hvor forskellige aktører sammen udvikler ny velfærd. Frivilligrådet har udviklet et første bud på 6 principper for samskabelse, som du kan se herunder. På Wikipedia kan du se Frivilligrådets artikel om samskabelse, som er startskuddet til en dialog om at finde en klar og brugbar definition på begrebet. Du kan give din mening til kende om samskabelsesbegrebet og om de 6 principper på Frivilligrådets facebookside.

 

6 principper for samskabelse:

  1. Samskabelse er nyskabende og har som mål at skabe ny velfærd i en lokal kontekst.

For at der er tale om samskabelse, skal forskellige aktører sammen skabe noget, der ikke er en reproduktion af et tilbud, projekt eller initiativ, som allerede findes i kommunen. Det nyskabende i samskabelse kan foregå på mange niveauer. Det kan fx betyde udviklingen af et tilbud, der aldrig er set før, et tilbud, som parterne ”oversætter” fra et andet sted og sammen tilpasser til pågældende lokale kontekst – eller videreudviklingen af et eksisterende tilbud, så det rummer et element af forandring. Det centrale er, at parterne oplever merværdien ved at skabe nyt og ikke at reproducere det allerede eksisterende.

 

  1. Samskabelse skaber nye kvaliteter gennem kombinationer af forskellige ressourcer og kompetencer.

Samskabelse sker ved at kombinere så mange ressourcer og kompetencer som muligt, som er relevant for den målgruppe, der er centrum for samskabelsen. Det kan være kommunen, frivillige organisationer, borgere, virksomheder, universiteter mv. Et problem kan fremstå anderledes, når nye aktører går sammen om at se på det. Samskabelsens særlige potentiale ses i sammenhænge, hvor målgruppen selv tager ejerskab for problemer, og de omgivende aktører gradvist ændrer rolle fra hjælpere til samarbejdspartnere.

 

  1. Samskabelse er en dialogbaseret proces, hvor man sammen definerer fx problem og handling.

Samskabelse er primært orienteret omkring den proces, hvor forskellige parter definerer og udvikler problem og handling. Ved tilbagevendende dialog mellem parterne kan der skabes et refleksivt og dynamisk rum for udviklingen. Samskabelsen foregår i en ramme, hvor problem og handling kontinuerligt genforhandles.

 

  1. Samskabelse udbreder initiativret og deltagelsesret.

Samskabelse udbreder kredsen af potentielle deltagende til alle med relevans for en given problemstilling – kommunen, frivillige organisationer, borgere m.fl. Ligeledes har alle ret til at tage initiativ til en samskabelsesproces. En kommunal forvaltning vil i praksis ofte ende som facilitator af en samskabelsesproces – men dette giver ikke kommunen en højere magtposition end de øvrige deltagere. Kommunale institutioner vil ofte deltage på lige fod med andre deltagere og fungere som videns- og innovationskraft.

 

  1. Samskabelse rummer bevidsthed om gensidig afhængighed.

Samskabelse skal ske mellem parter, der er bevidste om, at alle involverede aktører har en væsentlig rolle at spille. Det er vigtigt, at parterne føler sig gensidigt mødt og respekteret, for at idéudvikling og placering af ansvar og ejerskab kan lykkes, og samskabelsen kan omsættes til handling. En god forventningsafstemning – både internt og sammen – gør samskabelse mulig i en praksis, hvor aktører med forskellige ressourcer mødes.

 

  1. Samskabelse forudsætter åbenhed og risikovillighed.

Det er en væsentlig forudsætning for samskabelse, at parterne tør være åbne om egne begrænsninger, uvidenhed og vilkår. Det kræver åbenhed for en aktør at erkende for sig selv og andre, at man er gået i stå i løsningen af en problemstilling og bedst vil kunne komme videre sammen med andre. Man skal turde miste fodfæstet for en stund – altså udvise risikovillighed.